HISTORIE

Snedker og tømrerforretning Erik Pedersen A/S ejes i dag af Torben Riis. Torben blev udlært i firmaet i 1987. Efter endt uddannelse som bygningskonstruktør, BTH, og ca. 4 år i en entreprenørvirksomhed, vendte han i 1997 tilbage til firmaet. Udregning af tilbud, sagsstyring indhentning af materialepriser samt styring af byggepladser har været de arbejdsopgaver, Torben hovedsagligt har beskæftiget sig med, inden han den 1. januar 2000 overtog virksomheden efter Elly og Erik Pedersen.

​

Erik og Elly fik deres chance i februar 1964. I Haderslev var en del af snedkervirksomheden "N. Jørgensens snedker- og tømrerforretning" averteret til salg i Laurids Skausgade 48. Den havde i en årrække fremstillet møbler, "bøgetræspengekasser" og ikke mindst Gardinia-gardinkapper. Den 1. april 1964 overtog Erik Pedersen forretningen og forpligtede sig til ikke at udføre egentligt tømrerarbejde i de første 5 år, men udelukkende holde sig inden for snedkerfaget.

​

I 1969 udløb konkurrenceklausulen over for N. Jørgensen, og Erik kunne nu også påtage sig tømreropgaver. Det passede fint, da efterspørgslen på gardinkapper var dalende. Indtil 1977 boede virksomheden til leje i Laurids Skausgade 48, men da Erik og Elly fik mulighed for at købe ejendommen af Hans og Peter Jørgensen, slog de straks til. I samme forbindelse blev firmaet omdannet til et anpartsselskab. Knap 10 år senere, den 1. marts 1986, overtog Erik nabofirmaet Andreas Nielsen og Sønner. Det var en gammel og velrenommeret snedker- og tømrervirksomhed med 7 ansatte, der fulgte med over i den nye virksomhed. Ved samme lejlighed solgte Erik og Elly de gamle lokaler og flyttede hele værkstedet over i de nye og mere velegnede lokaler på den anden side af gaden i nr. 33. Firmaet havde nu 19 ansatte, og de to hold blev hurtigt arbejdet sammen i et godt team.

​

Fra januar 1988 overgik virksomheden til aktieselskab, og den har i dag mellem 30 og 35 ansatte. Selv om forretningen er vokset gennem årene, har man altid bestræbt sig på at have et godt indbyrdes forhold på arbejdspladsen. I dag er der 4 lærlinge, og siden starten har man som regel kunnet holde svendegilde en gang om året.

​

Gennem årene har firmaet opbygget en solid, lokal kundekreds, der bliver betjent af medarbejdere, hvoraf flere har arbejdet for firmaet gennem15 år og derfor kender firmaets kunder godt. Firmaet har således i dag en nær tilknytning til Haderslev by og omegn.

Første kvindelige svend

Erik Pedersens firma udklækker den 1. april 1989 sin første kvindelige svend. En begivenhed, som også har historisk interesse. Kvindelige håndværkere var helt frem til slutningen af forrige århundrede i realiteten en umulighed. Håndværk var mandefag. Ganske vist kunne enken efter en håndværksmester føre forretningen videre, men som nævnt kun i en overgangsperiode.

​

De obligatoriske vandreår kom ingen udenom, hvis han ville gøre sig håb om at blive mester, selv om der var delte meninger om svendevandringernes fordele og ulemper. I Haderslev udtalte rebslagerlauget skåledes i 1803: ​​

"I stedet for at forsøge håndværkernes dygtighed og duelighed, bidrager vandreårenes formålsløse omstrejfen til forfald i sæder og skikke, og den, der forlod sin fædrene by sund og rask i legeme og sjæl, vender alt for ofte forkrøblet tilbage".​

I laugstidens mesterlære indgik læredrengen i mesterens husstand ligesom de fleste svende. Læretiden varierede fra 3 til 7 år, og derefter fulgte oftest et par vandreår for den nybagte svend. Gifte svende var ikke altid særlig velsete i laugene. Ikke blot fordi de var bundet til familien og dårligt kunne deltage i drikkelaget i svendekroen, men også fordi de var mindre mobile end ugifte svende.

​

Svendelauget i byen udtaler dog lidt senere om samme sag, at de mestre, der er mest berejste, udfører det bedste arbejde. Som i så mange andre forhold kunne der siges både for og imod.

​

Fra 1800-tallet begyndte man på uddannelsesområdet at gå nye veje for at sikre håndværkets ajourføring og status. Gennem de tekniske skoler iværksatte en teoretisk præget undervisning, der efterhånden kom til at indgå som et fast element i mesterlæren.

​

Forholdene reguleredes således efterhånden på den nye tids betingelser, og efter århundredskiftet gav det sig også udslag i bedre løn og arbejdsvilkår for håndværkersvendene.

​

​